SLF
Copyright 2014 - DLFF - info@dlff.dk
FORENINGENS LOVE
pr 2010

§ 1. Navn
Foreningens navn er: Dansk Lak- og Farvekemikeres forening (Stiftet 6.6.1950).

§ 2. Formål.
Foreningens formål er at virke for kontakt, samarbejde og meningsudveksling mellem foreningens medlemmer ved at arrangere foredrag, diskussioner, gruppearbejde, studiebesøg eller andre aktiviteter, der kan medvirke til at hæve den faglige viden og kunnen indenfor malevare- og trykfarvebranchen i Danmark. Foreningen skal gennem samarbejde med tilsvarende foreninger i andre lande sikre internationale kontakter.

§ 3. Skandinavisk samarbejde.
Foreningen indgår som medlem af Skandinavisk Lackteknikers Förbund, og det nordiske samarbejde sker gennem dette forbund.

§ 4. Medlemmer.
A. Som ordinære medlemmer kan optages: Teknikere beskæftiget i danske malevare- og trykfarve-virksomheder eller hos branchens råvare-, halvfabrikat- eller maskinleverandører, eller som er beskæftiget i institutter, laboratorier eller undervisningsanstalter, der arbejder med malevare- og trykfarvetekniske emner. Desuden kan efter bestyrelsens skøn optages personer med tilsvarende beskæftigelse i udlandet samt personer i Danmark, der er interesseret i malevare- og trykfarveindustriens videnskabelige og tekniske problemer.
B. Som aldersmedlemmer optages: Ordinære medlemmer, der er pensioneret fra deres hverv og som har været medlemmer af foreningen i mindst 10 år. Overførsel til aldersmedlem sker efter henvendelse derom til bestyrelsen. Aldersmedlemmer har stemmeret og er fritaget for kontingentbetaling.
C. Æresmedlemmer. Foreningens medlemmer eller andre personer i eller udenfor Danmark, som har ydet foreningen eller den danske malevare- og trykfarvebranche store tjenester, kan ved enstemmighed på 2 fuldtallige bestyrelsesmøder udnævnes til æresmedlemmer. Æresmedlemmer har stemmeret og er fritaget for kontingentbetaling.

§ 5. Medlemsoptagelse.
Ansøgning om optagelse som medlem indgives til bestyrelsen skriftligt med personlige data. Den skal anbefales af 1 medlem af foreningen udenfor bestyrelsen. For godkendelse kræves, at 4 af bestyrelsens medlemmer stemmer for det. Bestyrelsen kan også - med almindelig majoritet - henvise spørgsmålet om optagelse til førstkommende generalforsamling. Ligeledes kan en person, der nægtes optagelse af bestyrelsen, gennem sin stiller forlange sagen optaget på førstkommende generalforsamling. På generalforsamlingen afgøres sagen endeligt, idet der til optagelse kræves 2/3 af de afgivne stemmer.

§ 6. Udmeldelse.
Udmeldelse skal ske med en måneds varsel til et regnskabsårs slutning.

§ 7. Eksklusion.
Bestyrelsen kan udelukke medlemmer som følge af kontingentrestance eller andre årsager ved almindelig majoritet. Eksklusionen kan indankes for nærmeste følgende generalforsamling.

§ 8. Kontingent.
Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Nye medlemmer betaler kontingent ved optagelsen. Ved regnskabsårets begyndelse udsendes til hvert medlem et indbetalingskort til indbetaling af kontingent. Hvis medlemmer ikke 2 måneder efter har indbetalt kontingent, opkræves dette med tillæg af opkrævningsomkostninger.

§ 9. Generalforsamling.
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed og indkaldes skriftligt med 15 døgns varsel. Ved personvalg, hvor der er opstillet flere end de, der skal vælges, skal afstemningen altid være skriftlig. Spørgsmål om medlemsoptagelse eller eksklusion afgøres også skriftligt. I andre tilfælde skal afstemningen ske skriftligt, hvis det kræves af 20 % af de tilstedeværende. Hvert medlem har 1 stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Hvis andet ikke er nævnt, træffes alle afgørelser ved almindelig majoritet.

§ 10. Ordinær generalforsamling.
Ordinær generalforsamling skal finde sted hvert år i 4. kvartal. Dagsorden skal indeholde følgende punkter: Valg af dirigent. Formandens aflægger beretning. Det reviderede regnskab forelægges. Behandling af indkomne forslag. Valg af bestyrelsesmedlemmer. Valg af bestyrelsessuppleanter. Valg af revisor. Valg af revisorsuppleanter. Eventuelt. Valg af bestyrelsesmedlemmer sker ved, at hvert stemmeberettiget har lov til at stemme på så mange kandidater, som der skal vælges bestyrelsesmedlemmer. De, der opnår højeste stemmetal, er valgt. Suppleanter vælges separat. Forslag til behandling skal være bestyrelsen i hænde senest den 15.september.

§ 11. Ekstraordinær generalforsamling.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når formanden, bestyrelsen eller 20 % af medlemmerne kræver det. Forslag, der ønskes behandlet, skal være indsendt til formanden inden 3 uger før afholdelsen.

§ 12. Bestyrelsen.
Bestyrelsen består af 5 medlemmer, af hvilke 4 skal være beskæftiget i malevare- og trykfarveindustriens fabrikationsvirksomheder eller forskningslaboratorier og enten være kemiingeniører eller personer med tilsvarende videnskabelig kemisk uddannelse. Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen, således at der normalt vælges 2 hvert andet år og 3 hvert andet år. Genvalg kan normalt kun ske én gang. Dog kan bestyrelsen eller generalforsamlingen indstille et bestyrelsesmedlem til genvalg for yderligere ét år ad gangen, såfremt medlemmets virke findes af særlig værdi for foreningen. Bestyrelsen vælger blandt sine medlemmer formand, næstformand, sekretær og kasserer. Bortset for de punkter, der er angivet i lovene eller bestemt på generalforsamlingen, fastsætter bestyrelsen selv sin forretningsgang. Foruden bestyrelsesmedlemmer vælges på generalforsamlingen 1. og 2. suppleant for ét år. Bestyrelsessuppleanter kan genvælges. Bestyrelsen repræsenterer foreningen udadtil, varetager dens administration og forvalter dens midler. Udover bestemmelserne i § 4, 5 og 7 er bestyrelsen kun beslutningsdygtig, hvis formanden eller næstformanden og mindst 2 andre bestyrelsesmedlemmer er til stede.

13. Regnskab og revision.
Regnskabsåret går fra 1/9 til 31/8. Regnskabet skal være afsluttet, og afgivet til revision senest den 5. oktober. Revisionen foretages af 2 revisorer, der vælges for 2 år af gangen, således at der normalt vælges én på hver generalforsamling. Revisorsuppleanter vælges for 1 år ad gangen. Revisorer og revisorsuppleanter kan genvælges.

§ 14. Ændring i love.
Ændringer i love kan kun ske, hvis de vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer på en generalforsamling, hvor de udtrykkeligt er nævnt i indkaldelsen.

§ 15. Ophævelse af foreningen.
Ophævelse af foreningen kan kun ske, når der vedtages på 2 efter hinanden følgende generalforsamlinger med 2/3 majoritet. I indkaldelserne skal forslaget om ophævelse udtrykkeligt nævnes. Hvis foreningen ophæves, bestemmer den sidste generalforsamling, hvorledes foreningens midler skal anvendes.